Den 28-årige pianist Christian Skovgaard Flarup debuterede med en række koncerter i juni 2010 fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus med professor Anne Øland som lærer.
Juryens udtalelse:
"Pianisten Christian Skovgaard Flarup har ved sin debutkoncert fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium den 29. maj 2010 vist sig som en pianist med et stort musikalsk og teknisk overskud. Det meget ambitøse og differentierede program blev til fulde forløst modent og sikkert. Af dette bør den fremragende fortolkning af Skrjabins 12 etuder op.8 fremhæves. Christian Skovgaard Flarup viste her til fulde sit høje kunstneriske pianistiske niveau."

Christian er født og opvokset i Odense, hvor han som 7-årig startede på Odense Musikskole og her gennemførte MGK-uddannelsen hos Inke Kesseler.
I 2002 startede Christian på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus hos Sergei Senkov og fra 2004 hos Anne Øland.
Han har været på sommerkurser i Ungarn 5 år i træk med Attila Némethy, Gyöngyi Keveházi, Ferenc Kerek, Gábor Eckhardt og Balázs Szokolay som faste lærere.
Endvidere har han været på mesterkurser med Irina Ossipova, Hans Pålsson, Mikhail Petukhov, Jeremy Menuhin, Sven Birch, Hui-Ying Liu-Tawaststjerna og Paolo Pollice.
I et halvt år har Christian boet i Moskva, hvor han studerede på det anerkendte ”Russian Academy of Music – Gnessin” hos professor/dekan Sergei Senkov.
Herigennem har han fået et meget tæt forhold til russisk musik og kultur.
Foruden at spille klaver, brænder Christian også for at undervise. Han er i samarbejde med pianisten Mathias Hammer i gang med at komponere og udgive en bog med små pædagogiske musikstykker for børn.
Sideløbende med at spille klaver har Christian også spillet kirkeorgel i en årrække.
Fra konservatoriet har han også en eksamen i tilvalgsfaget "arrangement".
Christian elsker at ”lege med klaveret” / improvisere, og han arrangerer og komponerer således også!